Pædagogisk udviklingsmedarbejder til Bibliarium
Ansøgningsfrist UDLØBET
Vil du være med til at udvikle den didaktiske profil i Bibliarium – et oplevelsescenter om bibelske fortællinger? Vi søger en eksperimenterende og kreativ udviklingsmedarbejder med flair for filosoferende samtaler, en solid religionsfaglighed og erfaring med at formidle kristendomskundskab til børn og unge.
Om Bibliarium
Bibliarium er et nyt oplevelsescenter om bibelske fortællinger, som har til huse i Sct. Andreas Kirke tæt ved Nørreport Station i København. Centeret åbner i starten af 2025 for besøgsgrupper fra grundskoler (1.-9. klasse), kirker (konfirmander), lærere, præster m.fl.
I Bibliarium kommer de besøgende til at opleve en række bibelske fortællinger gennem lyd, billeder og labyrintiske rum. Et nyudviklet dilemmaspil sætter samtalen i gang om fortællingernes beskrivelser af livet og de menneskelige relationer. Besøget afrundes i Bibliariums fortælleværksteder, hvor man gennem performative udtryk udvikler egne fortællinger om vigtige tilværelsesspørgsmål.
Læs mere på www.bibliarium.dk Vedtægt for Bibliarium: Samarbejdsaftaler 2022 – km.dk
Om jobbet
Som pædagogisk udviklingsmedarbejder skal du:
- udvikle og evaluere Bibliariums didaktiske profil i takt med de erfaringer, vi gør os
- være vært for besøgsgrupper af skoleklasser, konfirmander m.fl.
- være med i oplæringen af de studentermedarbejdere, der i løbet af 2025 skal indgå i centerets drift og besøgsmodtagelse
- udvikle kortere skriftlige og digitale undervisningsforløb, der understøtter besøget i Bibliarium
- medvirke i netværksskabelse og kommunikation på bl.a. sociale medier om centeret til åben-skole-netværk, skoletjenesten, læreruddannelse
- betjene og deltage i vedligeholdelsen af centerets digitale platforme, hjemmeside og bookingsystem.
I Bibliariums første år er der primært fokus på velfungerende drift, kvalitet i besøgsmodtagelsen og kreativ udforskning af oplevelsescentrets didaktiske muligheder i feltet mellem kulturinstitutioner, skoler og kirker. Der vil være faste arbejdstider, eftersom Bibliariums team skal være fysisk til stede i centerets åbningstider.
Om dig
Du trives i en nyopstartet og dynamisk kulturinstitution med en lille personalestab, hvor vi støtter hinanden i opgaveløsningen. Du kan lide et eksperimenterende miljø med nøgleord som fællesskab, kreativitet, handlekraft og faglig kvalitet. Du kan skabe gode rammer for en filosoferende tilgang til formidling af de bibelske fortællinger, og kan samtidig formulere dig klart på skrift om fortællingers betydning i undervisning og dannelse.
Som pædagogisk udviklingsmedarbejder har du:
- en relevant uddannelse (fx cand. pæd., cand. mag, cand. teol. eller lærer med kristendom/religion som linje-/undervisningsfag)
- formidlingserfaring fra grundskole, læreruddannelse, efterskole el.lign.
- indgående kendskab til bibelske fortællinger og til faget kristendomskundskab i skolen
- godt kendskab til litteratur, kunst, performative og filmiske fortællinger om etik og tilværelsesspørgsmål
- erfaring med pædagogisk udviklingsarbejde
- erfaring med samarbejder på tværs af skoler, kirker og kulturinstitutioner
- kendskab til at arbejde med digitale installationer, teknisk udstillings-setup, hjemmesider mv.
- gode samarbejdsevner.
Arbejdssted: Sct. Andras Kirke, Gothersgade 148, 1123 København K
Ansættelsessted: Københavns Domkirke, Vor Frue
Arbejdstid: 37 timer pr. uge
Ansættelsesstart: 1. november 2024
Ansøgning og samtaler
Ansøgningsfrist tirsdag den 27. august 2024 kl. 12. UDLØBET
Din ansøgning og dit CV sendes via link nedenfor. Ansættelsessamtaler forventes at finde sted den 10. september 2024 i tidsrummet 15-21. Bestyrelsen kan oplyse, at der mellem første og evt. anden samtale vil blive indhentet referencer. Der indhentes desuden børneattest for den, som indstilles til stillingen.
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til direktør Anne-Sofie Aabenhus eller til bestyrelsesformand John Rydahl – kontakt(a)bibliarium.dk
Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelsen vil være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 og Organisationsaftale mellem Kirkeministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 for kirkefunktionærer med kerneopgaver som henholdsvis kordegn, sognemedhjælper/kirke- og kulturmedarbejder eller kirkemusiker og det tilhørende protokollat for sognemedhjælper/kirke- og kulturmedarbejder. Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk (Gældende overenskomst – Lønoverblik)
Stillingen indplaceres i løngruppe 2. Årslønnen aftales indenfor intervallet 338.012-482.873 kr. (løngruppe 2 for kirke- og kulturmedarbejder pr. 01.04.2024). Hertil kommer OK-tillæg på 982,45 og rådighedstillæg på kr. 35.368,33 (pr. 01.04.2024). Pensionen er arbejdsgiverbetalt på 18% af den aftalte lønsum.
Den endelige løn fastsættes ud fra dine kvalifikationer og erfaring indenfor ovenstående ramme. Aftale om indplacering i lønintervallet skal indgås mellem bestyrelsen og Kirkekultur.nu
Formelt henhører ansættelsen under Vor Frue Sogns Menighedsråd, hvor Bibliarium er forankret juridisk og økonomisk men i praksis varetages den af Bibliariums bestyrelse.